Kontorhus, Marmormolen

En markant gangbro svæver fem etager over jorden og forbinder det nye kontorhus’ to dele. Tilsammen tilbyder de det ypperste inden for moderne kontorbyggeri – lige fra kvalitet og komfort til fleksibilitet og bæredygtighed.

Kategori

Erhverv

Sted

Marmormolen, København, Danmark

År

2020 – 2023

Status

I gang

Størrelse

10.670 m² + 2.580 m² kælder og parkering

Kunde(r)

PensionDanmark

Hold

Ingeniør: Rambøll
Entreprenør: NCC

Arbejdspladser

560

Bæredygtighed

DGNB Guld

Kontorhuset på Marmorvej er en topmoderne, fremtidssikret arbejdsplads beliggende ud til vandet i hjertet af Københavns Nordhavn. Den byder på 560 arbejdspladser på seks etager fyldt med åbne, fleksible kontorer og gennemgående fællesarealer, hvor mennesker kan arbejde, mødes, og dele viden.

I stueetagen skaber store glaspartier en transparent og imødekommende hovedindgang, der åbner op til et eksklusivt receptions- og loungeområde samt et større butikslejemål. Op gennem bygningen sikrer den lyse og luftige planløsning hver eneste medarbejder udkik til vandet, kajen og det omkringliggende havnemiljø. Øverst er kantine, mødecenter og tagterrasser placeret. De forbindes af projektets arkitektoniske omdrejningspunkt – en 23 meter lang gangbro, der knytter bygningens østlige og vestlige del sammen.

Kontakt:
Søren Mølbak
+ 45 2720 0591
sm@plh.dk

Markant indgangsport til nyt udviklingsområde

Udover at være et ikonisk og letgenkendeligt vartegn sikrer gangbroen også medarbejderne hurtig adgang til kontorer og fællesarealer. På den måde bliver byggeriets helhed større end de enkelte dele – og det muliggør faciliteter, der ellers ikke ville kunne tilbydes, hvis der var tale om to separate bygninger.

Under gangbroen findes en mindre offentlig plads, som skaber en korridor fra gaden til havnen og fungerer som et rekreativt område for medarbejdere og besøgende foran bygningens hovedindgang. Dette afbræk i bygningsvolumenet giver – sammen med facadens skæve vinkler, tilbagetrækninger og fremspring, varierende vinduesstørrelser og de specialdesignede relieftegl – byggeriet et dynamisk udtryk, der cementerer bygningens position som markant indgangsport til det udviklingsområde, der rummer boliger, FN Byen samt DFDS’s nye hovedsæde, ligeså tegnet af PLH Arkitekter.

Læs mere om DFDS´s hovedsæde her

Bæredygtighed i højsædet

Bæredygtighed og grønne løsninger er indtænkt i alle aspekter af bygningens livscyklus, lige fra den indledende designfase til konstruktion og drift. Udover at reducere energiforbruget og minimere klimaaftrykket, giver byggeriets bæredygtige profil mærkbare fordele for mennesker både i og udenfor bygningen.

Blandt andet er vinduernes format forstørret, der er ekstra loftshøjde overalt og flere fællesarealer er i dobbelthøjde. På den måde ledes masser af naturligt dagslys ind i bygningen, hvilket øger medarbejdernes trivsel, sænker energiomkostningerne og giver huset et åbent og transparant ydre.

Derudover sikrer grønne sedumtage, at regnvand bliver opsamlet og bidrager til nedkøling i de varme sommermåneder. Og med attraktive faciliteter for cyklende pendlere, omklædningsrum og meget andet understøtter byggeriet en sund livsstil for alle bygningens brugere.

Ved færdiggørelsen i 2023 forventes projektet at modtage en DGNB Guld-certificering på baggrund af dets mange bæredygtige egenskaber.