Det ny Rigsarkiv ligger på DSB’s gamle godsbaneterræn ved Kalvebod Brygge og indgår som et væsentligt by- og parkmæssigt element i den helhedsplan, der strækker sig fra Bernstorffsgade til Dybbølsbro. Rigsarkivet består af to højlagre udformet som store, vinduesløse og lukkede bygningskroppe, der ligger i forlængelse af hinanden og er sammenkoblet med den tidligere Godsterminal via en lav mellembygning. På taget af mellembygningen løber et langt bælte af varierede haverum, det såkaldte grønne strøg, der fungerer som et nyt offentligt og rekreativt indslag i byområdet. Haven er med til at sikre den konstante luftfugtighed og temperatur, som er helt central for den optimale opbevaring af Rigsarkivets samlinger.
Arkivbygningernes meget regulære geometri og rene teglstensfacader er sat i relief af et grafisk mønster, der minder om stiliserede runer og løber i et skiftende mønster, som refererer til Rigsarkivets samling af historiske skrifter.