Cityringen – Nordhavnsmetrolinjen, M4

To nye stationer på Cityringens forgrening til den nye bæredygtige bydel, Nordhavn, gør det nemt at skifte til S-tog og giver mulighed for grønne områder og cykelstier.

Kategori

Infrastruktur

Sted

København

År

2017 - 2020

Status

Under opførelse

Størrelse

Sporlængde: 2,5 km – Linjer: 1 – Stationer: 2

Kunde(r)

Met Nord JV– Züblin/Hochtief

Hold

PLH Arkitekter: projekt til udførelse
Arup og Cobe (Rambøll Arup JV): arkitektprojekt fra koncept til hovedprojekt
CowiArupSystra JV: hovedprojekt på Orientkaj station

I forbindelse med byggeriet af Cityringen bliver der anlagt en forgrening til den nye bæredygtige bydel Nordhavn. Her er PLH arkitektrådgiver for entreprenørgruppen Met Nord i udførelsen af apteringsarbejder på de 2 nye stationer – Nordhavn og Orientkaj Metrostationer. Nordhavn station og Orientkaj station er designet af Arup og Cobe (Rambøll Arup JV), og hovedprojekt for Nordhavn station er udført af CowiArupSystra JV. PLH's rolle består i at lave udførelsesprojekt for MetNord JV for Nordhavn og Orientkaj station.

Nordhavn metrostation bliver en underjordisk station, og Orientkaj metrostation er en overjordisk station på højbane. Højbanen står på søjler, som det også kendes fra de eksisterende overjordiske stationer på Cityringen. Nordhavn Metrostation er placeret på den kommende Nordhavns Plads i det nye Århusgadekvarter. Stationen kommer til at ligge ud mod Århusgade ved Kalkbrænderihavnsgade og bliver forbundet med Nordhavn S-togsstation via en gangtunnel under Kalkbrænderihavnsgade. På den måde bliver det nemt at skifte mellem metro og S-tog. Efter Nordhavn kommer metroen op over jorden, hvor den fortsætter på en højbane frem til Orientkaj metrostation, der bliver en ny type højbanestation på metroen. Der bliver længere mellem søjlerne under højbanen end på den eksisterende metro, hvilket giver nye muligheder for grønne områder og cykelstier samt for ophold under banen.

Læs mere på Metroselskabets hjemmeside.

Kontaktperson
Hans Trier Arevad
+45 2384 6295
hta@plh.dk

Generel information:

Nordhavn Metrostation får rød farve som hilsen til DSB
Stationsrummet på Nordhavn Metrostation udføres i en varm og dyb rød farve, der signalerer trafik, transport og transit og er valgt som en hilsen til S-togene og DSB. Den røde farve går igen på de metrostationer på Cityringen, hvor der er mulighed for at skifte til S-tog - det gælder Nordhavn, Østerport, Nørrebro og København H.

Orientkaj Højbanestation får præg af området - Den Hvide By
På samme måde som metrostationerne på Cityringen vil Orientkaj station også få et lokalt arkitektonisk præg. Bydelen og bygningerne ved stationen er planlagt som Den Hvide By, og derfor bliver stationen udført med hvide mosaikker på trapper og elevator, mens selve stationsrummet fremstår hvidt indvendigt og med en udvendig beklædning i lys aluminium, der spejler himlen. Den nye højbanestation bliver et markant element i bydelen, og fra perronen vil der være udsigt over havnen og den nye by, der bliver opført i Nordhavn.

Metro v. Nordhavn - Metroselskabet