PLH Arkitekter vokser og lander næstbedste omsætning nogensinde

PLH Arkitekters årsrapport for 2021 vidner om endnu et år med markant fremgang. Omsætningen er steget til 104,6 mio. kroner, hvilket er tegnestuens næsthøjeste nogensinde. Det gode resultat er særligt hjulpet på vej af den stigende efterspørgsel på workplace design, life science-rådgivning og bæredygtig arkitektur.

PLH Arkitekter har haft et 2021 med glødende telefoner og fyldte ordrebøger. Det ses også i årsrapporten, der viser en stigning i omsætningen på 14% til 104,6 mio. kroner, hvilket er den næststørste fremgang i selskabets 47-årige historie. Samtidig steg resultatet før skat for fjerde år i træk og nåede i 2021 op på 15,4 mio. kroner, hvilket er en vækst på 19%.

En del af fremgangen skyldes, at både nye og eksisterende kunder i høj grad efterspørger indretning af fleksible, skræddersyede kontormiljøer:

”Vi står med landets største og mest erfarne workplace design-team i en særdeles fordelagtig position, når det kommer til at imødekomme det massive behov, der er blandt både store og små virksomheder for at indrette kontormiljøer, så de bedre understøtter den øgede udbredelse af hjemmearbejde, virtuelle arbejdsformer og digitale mødetyper. Gennem 2021 har vi således stået bag nyskabende kontordesigns til bl.a. Mærsk, Maersk Drilling, DSV og Ørsted,” siger Søren Mølbak, CEO og partner i PLH Arkitekter.

Den øgede efterspørgsel på PLH’s ekspertise inden for workplace design, men også infrastruktur, life science og grønne løsninger, ses ligeledes på antallet af medarbejdere, som i 2021 steg med 17% til 95 mennesker. I dag – blot to måneder inde i 2022 – er tallet vokset til 120.

Og netop indsatsen for altid at kunne tilbyde kunder rådgivning fra branchens skarpeste og mest specialiserede eksperter er afgørende for, at flere både vælger og genvælger PLH Arkitekter, lyder det fra Søren Mølbak:

”Vores succes kan i høj grad tilskrives vores evne til at give en bred vifte af kunder det, de efterspørger, i form af fremtidssikret kvalitetsbyggeri, der møder de højeste standarder inden for bæredygtighedscertificeringer som eksempelvis DGNB, samtidig med at økonomiske og tidsmæssige krav tilgodeses.”

Kontakt:
Søren Mølbak
CEO og Partner, Arkitekt MAA
sm@plh.dk
T: +45 2720 0591