Hotel Nørreport – en 100 år gammel bygning renoveres og moderniseres til hotel.

På hjørnet af Frederiksborggade og Nørre Voldgade i København bliver en historisk bygning fra 1917 tranformeret til Scandics nye ’Hotel Nørreport’. Renoveringen og moderniseringen af en bygning med over 100 års historie er kompleks og kræver præcision. PLH Arkitekter samarbejder med ATP Ejendomme og MOE om projektet, som forventes at være færdigt i oktober 2020.

I hjertet af København opdaterer og moderniserer PLH Arkitekter en bygning på ca. 5000 m2. Med respekt for ejendommes historie, karakter og omkringliggende arkitektur bliver bygningen omdannet fra kontor til moderne hotel. Fokus er at skabe åbne og indbydende rammer, der inviterer både turister og københavnere indenfor.

Det nye Hotel Nørreport får 100 værelser fordelt på fem etager samt tagterrasse, skybar og restaurant på toppen

”Hotellet på Nørreport bliver en lille perle. Vi vil skabe en inspirerende ramme, hvor turister og lokale kan mødes, arbejde eller nyde en middag og drink med udsigt over København fra en af byens absolut bedste beliggenheder”. Fortæller Søren Faerber Scandics, administrerende direktør Scandic Hotels Denmark, i en pressemeddelelse.

Historiske præg og aftryk kommer til syne

Ejendommen, som blev opført i 1917, har haft flere forskellige funktioner – lige fra herskabslejlighed, bank, manufaktur af herretøj og til kontor. Undervejs i renoveringssarbejdet dukker bygningens historie op i både geometri og konstruktion - fx var det tydeligt, at elevatoren havde været placeret mere end fem forskellige steder i bygningen.

”Vi bliver hele tiden mindet om husets lange historie. Hver gang vi foretager os noget nyt, fx når vi åbner gulvet i et rum, så kommer der et nyt stykke historie til syne. Alle bygningens tidligere funktioner har sat deres aftryk og præg, hvilket gør vores arbejdet mere komplekst - men også utroligt spændende”.
- Sagsarkitekt Peter Rebild fra PLH Arkitekter.

Fem unikke etager

Ejendommen er siden opførslen i 1917 blevet renoveret ca. hvert femte år, og den har haft flere forskellige arkitektoniske udtryk og facader.

Modsat nye bygninger, hvor materialebrug og placering af søjler går igen på alle etager, så har ejendommen unikke søljeplaceringer på hver etage og indeholder en blanding af træ- og betonkonstruktioner i dækket, hvilket bidrager til renoveringens kompleksitet.

På grund af de forskellige dækkonstruktioner og søjle-placeringer, har PLH sammentegnet planer for fem etager, og dermed skabt én gældende værelsesplan for alle etager. Der er ikke nogen standardløsninger, og alt arbejde med ’Hotel Nørreport’ kræver præcision.

3D-scannet hele bygningen

Som en del af processen har PLH, MOE og ATP 3D-scannet bygningen for at tydeligt kunne se etagernes forskellighed og designe brugbare planløsninger. Renoveringen og moderniseringen sørger for at hele ejendommen lever op til dagens standarder og skaber en ny, indbydende bygning.

Team

Det nye hotel forventes at stå færdigt i oktober 2020. Bygningen ejes og udvikles i samarbejde med ATP Ejendomme, og Scandic er lejer. PLH Arkitekter fungerer som underrådgiver til MOE, og MBG Entreprise er entreprenør på renoveringsprojektet.

Følg med i byggeriet her: http://hotelnorreport.dk/