Høje-Taastrup Rådhus nomineret til ”Årets Byggeri” ved Building Awards 2023

Høje-Taastrup Rådhus er blandt de nominerede til prisen som ”Årets Byggeri”. PLH Arkitekter har tegnet det nye vartegn med fokus på bæredygtighed, fleksibilitet og merværdi for borgerne.

I begyndelsen af 2023 kunne medarbejdere og borgere træde ind i det nye rådhus, der med sine ni etager og centrale placering i den nye bypark er et markant og moderne vartegn for kommunen. PLH Arkitekter har tegnet huset i samarbejde med ALL samt COWI som totalrådgiver, Nordstern som entreprenør og Artelia som Bygherrerådgiver.


Nu er byggeriet nomineret til prisen som ”Årets Byggeri” ved Building Awards 2023. I omtalen lyder det blandt andet:
”Det nye rådhus i Høje-Taastrup er en imponerende ni-etagers bygning med en iøjnefaldende facade og en stor tagterrasse med soldæk og grøn beplantning. Bygningen er placeret i den nye bypark og har med tiltag som genbrugt beton, solceller og intelligent energistyring sat helt nye standarder for bæredygtigt rådshudsbyggeri.”

- Læs mere om prisen og de nominerede her

Et ikonisk vartegn med en bæredygtig vision
Høje-Taastrup Rådhus er prækvalificeret til at få bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld af Rådet for Bæredygtigt Byggeri. Certificeringen gives, fordi der i designet og byggeriet har været særligt fokus på tiltag og løsninger, der bidrager til at gøre projektet mere bæredygtigt i forhold til klima, miljø og sociale forhold.

Samtidig er huset både en moderne arbejdsplads og et naturligt, inviterende samlingspunkt for byens borgere. Når man går ind i det store, 37 meter høje atrium, træder man således ind på byens nye torv med grønne planter og små, hyggelige kroge. Her finder man borgerrettede funktioner så som reception, jobcenter, borgerservice og byrådssalen, der har direkte adgang til byparken, så arrangementer som vielser kan trækkes ud i det fri.

Fakta om Building Award’s “Årets Byggeri”
Prisen går til et team - bygherre, arkitekter, rådgivere og udførende - bag et afsluttet projekt i året, som udmærker sig på særlig vis. Årets Byggeri skal inspirere bredt og sætte nye standarder. Det kan være såvel arkitektonisk, bæredygtighedsmæssigt som funktionelt.
Høje-Taastrup Rådhus er nomineret i et felt bestående af fire finalister. Vinderen bliver afsløret ved et stort gallashow d. 9. november.

- Læs mere om Høje-Taastrups nye rådhus