Mærsk, Oslo Plads

På Oslo Plads har PLH Arkitekter skabt et helt nyt kontorkoncept til A.P. Møller - Mærsk. Væk er faste pladser, traditionelle mødelokaler og ufleksibel indretning. I stedet har medarbejderne fået et væld af unikke, skræddersyede rum og miljøer, de frit kan vælge imellem gennem arbejdsdagen.

Kategorier

  • Workplace design
  • Erhverv

Sted

Oslo Plads, København

År

2022

Status

Opført

Størrelse

3.700 m²

Kunde(r)

A. P. Møller-Mærsk

PLH Arkitekter har indrettet Mærsks nye lokaler på Oslo Plads i hjertet af København. Visionen har været at skabe de agile, alsidige omgivelser, som både ledelse og medarbejdere har efterspurgt for at kunne tilgodese et stigende behov for projektarbejde, virtuelle arbejdsformer og vidensdeling blandt kollegaer. Samtidig gives plads til, at Mærsks Business-team og IT-team kan samarbejde på den samme lokation – et ønske, der længe har været udtalt i organisationen.

”Sammen med Mærsk har vi skabt et utraditionelt kontormiljø, som danner en smidig ramme om de mange nye arbejdsformer, der findes på en moderne arbejdsplads. Her kan du holde en workshop med eksterne interessenter, deltage i Teams-møder med mennesker, der sidder derhjemme eller på den anden side af kloden, fordybe dig i en koncentrationskrævende opgave eller sparre spontant med kollegaerne i en uformel setting. Designet er fleksibelt, multifunktionelt og kan løbende tilpasses skiftende krav uden store, omkostningstunge ombygninger,” forklarer Paulette Christophersen, partner i PLH Arkitekter.

Kontaktperson
Paulette Christophersen
Partner, Interiør Designer MDIA MDD
+45 2464 7133
psc@plh.dk

En win-win for medarbejdere og virksomhed

Sammen med resten af PLH’s designteam har hun skabt et afvekslende layout, der byder på flere end 20 forskellige miljøer, hvor medarbejderne kan tage plads, alt efter om de skal arbejde alene, i grupper eller virtuelt. Overalt er lagt vægt på at give brugerne varierede, stemningsfyldte oplevelser i en afslappet atmosfære, der føles næsten hjemlig. Lokalerne præges af elementer, som ikke findes på et ordinært kontor: tæpper, puder, planter, der hænger fra lamper og hylder, og sidst men ikke mindst et bordtennisbord. Bordet kan dog nemt konverteres til mødebord, hvis behovet opstår – for det nye kontordesign tjener gennemgående et dobbelt formål:

”Dette projekt er en ren win-win for Mærsk. Virksomheden får styrket produktivitet, innovation og får lettere ved at rekruttere nye talenter. Medarbejderne får øget arbejdsglæde, trivsel og langt flere valgmuligheder i deres arbejde. På den måde er kontorets design med til at understøtte de strategiske målsætninger, man har sat sig – bløde såvel som hårde”

- Paulette Christophersen, Partner, PLH Arkitekter

Kontoret skal kunne forandre sig sammen med organisationen

Det er et budskab, som bakkes op Githa Birkegaard, Office Space Management Specialist hos Mærsk:

”Vi er en arbejdsplads, som løbende udvikler sig og finder nye måder at arbejde på, både analogt og digitalt. Den kultur skal kontoret være med til at understøtte. De fysiske rammer skal kunne forandre sig sammen med os. PLH har skabt et design, der er fleksibelt, fremtidssikret og aktivt fremmer den interaktion og sparring mellem kollegaer, der er så værdifuld for en moderne virksomhed. Løsningerne her på Oslo Plads er vokset ud af medarbejdernes ønsker og skræddersyet til organisationens behov – og giver alle os, der færdes her, lyst til at møde op og være fysisk til stede.”

Designet er udført ud fra grundige analyser og samtaler med Mærsk. Projektet påbegyndtes i efteråret 2021 og har taget fire måneder fra start til slut.