Lerchesgade

PLH Arkitekters forslag til et kontorknudepunkt på Lerchesgade i Odense gør mere end blot at efterleve bygherres krav om bærende konstruktioner i træ. Her gøres træ til en helt vital del af husets visuelle fremtoning – dets identitet, hjerte og sjæl.

Kategori

Erhverv

Sted

Odense

År

2021

Status

Konkurrenceforslag

Størrelse

31.000 m²

Kunde(r)

Bygningsstyrelsen

Træ går således igen som et allestedsnærværende element i alle bygningens forskellige dele, hvor gulve, vægge og vindueskarme er beklædt i forskellige træsorter. Særligt i husets livsnerve, det centrale atrium, indtager træets varme, organiske udtryk en nøglerolle.

I dette vældige rum, der strækker sig seks etager op, blottes de massive trækonstruktioner, så husets brugere bringes i direkte kontakt med materialet, kan interagere med det, forholde sig til det. Her findes træ i søjler, bjælker, balkonforkanter – og sammen med de frithængende trapper, krydsende gangbroer og store glaspartier skabes et dynamisk, levende rum, hvor medarbejdere, besøgende og byens borgere kan mødes, arbejde og opholde sig.

En bygning, som respekterer sine omgivelser

I forslaget præsenteres en bygning, der trods den vidstrakte volumen tilpasser sig omgivelsernes skala og lægger sig i harmonisk forlængelse af de omkringliggende byhuse. Byggeriet er således brudt ned til syv bygningskroppe med hvert deres distinkte tårne. De syv tårne er i forskellige højder, vinklet på bygningens akse og adskilt af nicher, hvor facaden er trukket tilbage med opholdsterrasser og grøn beplantning.

Rundt om bygningen er foreslået udearealer, som i deres form og udtryk forstærker stedets funktion som bindeled mellem byen og havnen. Her etableres begrønnede, forskudte plateauer, som understreger terrænets bevægelse og inviterer til ophold. Forpladser og terrasser udføres med gule tegl lagt i sildebensparket, der referer til de tegl, der er et gennemgående og markant belægningsmateriale i Odense, og samtidig medvirker til at danne smukke, imødekommende ankomstområder for husets brugere.

Bæredygtigt, fleksibelt og fremtidssikret

En altovervejende ambition for det foreslåede byggeri har været at skabe et hus, som er bæredygtigt, fleksibelt og fremtidssikret. Dette manifesterer sig dels i valget af solide materialer så som træ og aluminium, dels i bygningens zoneinddeling, der sikrer, at den kan tilpasses skiftende ønsker og krav, dels i de gennemgående grønne løsninger, der nedbringer energiforbrug, kemikalieudledning og levetidsomkostninger samtidig med, at medarbejdertrivsel og arbejdsglæde øges.

Det mest bæredygtige byggeri er et byggeri, som er i stand til at omstille sig. Dette princip har været essentielt for PLH’s foreslåede projekt, og som et eksempel herpå er bygningens skakter overdimensioneret med 20 procent. Via dette greb sikres kapacitet, hvis brugernes behov ændrer sig i fremtiden.