Harboe Besøgscenter får hædrende omtale af byggebranchen

Harboe Besøgscenter har fået en hædrende omtale ved kåringen af Årets Byggeri 2018. Byggeriet var indstillet til Årets Byggeri i kategorien ’erhverv’, hvor der dette år ikke blev fundet en egentlig vinder. I stedet fik tre byggerier hædrende omtaler – herunder Harboe Besøgscenter. De to andre hædrende omtaler i kategorien gik til BLOX og Noma. Ifølge dommerkomiteen er alle tre markante byggerier, der utvivlsom vil nå til tops i andre prisuddelinger.

Årets Byggeri tildeles normalt i tre kategorier: ’erhverv’, ’bolig’ og ’åben’. I år blev der kun kåret to egentlige vindere i kategorierne ’bolig’: Lisbjerg Bakke og ’åben’ Campus Bornholm.

Dommerkomiteens begrundelse:

"Et smukt eksempel på den lokale virksomheds vilje til at give tilbage til sin by. Besøgscenteret skaber liv og er er mødested på kanten af byen, som hermed får en attraktion og en fornyet tiltrækningskraft, den ellers ikke havde haft. Et vigtigt byggeri for sin bygherre, sin by og sit bagland".

Om Årets Byggeri

Årets Byggeri er en national hæderspris, som hvert år tildeles årets bedste og vigtigste byggerier ud fra deres samfundsmæssige og byggefaglige betydning. Nominerede byggerier bedømmes af en dommerkomite med branchens vigtigste branchedirektører og aktører. Dommerkomiteen består af Formand Scott Hollingsworth (arkitekt, Hollingsworth Pack), Lene Espersen (direktør, Danske Arkitektvirksomheder), Henrik Garver (adm. direktør, FRI), Elly Kjems Hove (branchedirektør, DI BYG), Rasmus Brandt Lassen (direktør, Bygningsstyrelsen), Lars Storr-Hansen (adm. direktør, Dansk Byggeri) og Palle Thomsen (adm. direktør, Danske Byggecentre). Magasinet Byggeri er vært for Årets Byggeri.