Amerika Plads og Sivantos Singapore profileret i FRAME Magazines nyeste bog

Where We Work: Design Lessons from the Modern Office er hollandske FRAME Magazines nyeste bogudgivelse fra 2021, der sætter fokus på, hvordan fremtidige kontorlandskaber gør sig i en ´post-pandemic world´.

To projekter fra PLH Arkitekters portefølje af erhvervsbyggeri og workplace design indgår i den 320 sider lange publikation:

Amerika Plads, kontorhus, Danmark – FRAME skriver blandt andet: ”PLH har skabt et hus med enkelthed og intuitiv funktionalitet. Interiøret er varmt, rent og sofistikeret med kontorer beklædt i akustiske paneler af lyst asketræ. Arbejdsområderne er inddelt i fleksible lommer tæt på fælles support-zoner, der gennem arbejdsdagen understøtter forskellige måder at arbejde på.”

Sivantos, hovedsæde, Singapore – FRAME skriver blandt andet: ”Høreapparatproducentens 13.260 kvadratmeter store hovedsæde er designet til at facilitere research, udvikling og produktion samt forbedre videndeling mellem medarbejderne. Kontorlandskabet er grupperet i fire hubs, som hver har zoner til koncentration, arbejde, møder og rekreation. Receptionsområdet er udsmykket med en skulpturel væg af MDF-plader, som modigt symboliserer oversættelsen af ustoflige lydbølger til fysisk form.”

Amsterdam-baserede FRAME Magazine er en global platform for professionelle indretningsarkitekter og interiørdesignere, der gennem udgivelse af bøger og magasiner udforsker innovation og kreativitet inden for rumligt design. Where We Work kan købes her.

Læs mere om Amerika Plads og Sivantos Singapore.