Stofindtagelsesrum på Halmtorvet

Tryggere rammer i Nordens største stofindtagelsesrum

Kategori

Sundhed

Sted

Halmtorvet 17, København

År

2014-2016

Status

Opført

Størrelse

1.000 m²

Kunde(r)

Københavns Kommune / Københavns Byggeri

På Halmtorvet 17, i den Grå Kødby på Vesterbro, har PLH designet og indrettet et nyt stofindtagelsesrum. I huset kan stofbrugere indtage deres medbragte stoffer under sikre og sundhedsmæssigt forsvarlige forhold – overvåget og assisteret af sundhedspersonale. Stofindtagelsen indeholder 24 stofindtagelsespladser fordelt på 6 injektionsrum, 12 rygepladser og 6 fleksible pladser i flere separate rum.

Kontaktpersoner
Ib Laursen
+ 45 2720 0560
il@plh.dk
Lars Toksvig
+ 45 2720 0595
lt@plh.dk

Tryggere rammer for misbrugere

Stofindtagelsen, der er indrettet i en eksisterende hal på Halmtorvet 17 i den ’Grå Kødby’, skal forbedre vilkår for stofbrugerne i København og samtidig reducere ubehag og problemer knyttet til stofmisbrug i lokalområdet. Stofbrugerne er nogle af de mest udsatte misbrugsgrupper, og Stofindtagelsen skal skabe tryggere og værdige rammer for områdets stofbrugere, der kan indtage deres medbragte stoffer under sikre og sundhedsmæssigt gode forhold. Sundhedspersonale overvåger at brugerne indtager stoffet på en forsvarlig måde og kan træde til ved farlige situationer og give førstehjælp fx ved risiko for overdosis. Der er desuden mulighed for at få råd, behandling og vejledning i relation til andre sundhedsrelaterede problemer, og brugerne kan også deltage i forskellige aktiviteter og arrangementer.

”Vi er utroligt glade for projektet, som er et stykke social arkitektur, der går meget fint i tråd med PLHs overordnede målsætning om at forbedre livskvalitet gennem vores arkitektur og design” siger Lars Toksvig, designansvarlig partner.

”Vi er utroligt glade for projektet, som er et stykke social arkitektur, der går meget fint i tråd med PLHs overordnede målsætning om at forbedre livskvalitet gennem vores arkitektur og design”

- Lars Toksvig

Arkitekturen skaber stabilitet og sikkerhed
Stofindtagelsen udstråler ro og er uformelt imødekommende samtidig med at rum og overflader kan tåle intensivt brug. Rumforløb og gangarealer er udformet med en åbenhed og transparens, så konflikter forebygges og personale har overblik og visuel kontakt med hinanden. Samtidig har renoveringsstrategien for bygningen haft fokus på at respektere de særlige arkitektoniske træk ved den Grå Kødby og tilføje nye elementer, der løfter både bygningens og den bymæssige kvalitet.

Nudging i flow og farvepsykologi
Stofindtagelsen skal udgøre et trygt og sikkert miljø, både for stedets personale og brugere, og det har derfor været vigtigt, at arkitekturen kunne håndtere et vist konfliktniveau og den sindstilstand, som brugerne er i forskellige stadier af deres stofindtagelsesproces. I design af flow og farveholdning har PLH derfor anvendt nudging-principper og farvepsykologi for at påvirke brugernes handlinger og adfærd med positive skub i bestemt retning.

Der er fx lavet god plads i ankomsten med synligt personale og mulighed for at brugerne kan dele sig op i grupper i forhold til om de skal ryge eller injicere og vente på at komme til. I ankomsten er der desuden arbejdet med kølige, stille og rolige farver i grønne og blå nuancer, som virker dæmpende på konfliktniveauet. Efter at brugerne har fået deres stof, kommer de ud i en restituerings-zone, hvor der er arbejdet med varme lilla og okseblodsfarvede nuancer.

Efterfølgende kan brugerne vælge enten at forlade huset eller fortsætte ind i café-delen, hvor de kan få en god snak med rådgivere eller sundhedspersonale. Der er også mulighed for at deltage i undervisning, gymnastik, filmvisning og forskellige andre aktiviteter. Forbi caféen er der indrettet personalerum med tilknyttet gårdrum udarbejdet i grønne, kølige nuancer, så personalet kan få ro og koble af efter at have været på inde i stofindtagelsen.

”For at skabe nogle gode rammer som arkitekt skal man kunne leve sig ind i andres livs- og arbejdsvilkår. Her er der tale om helt ekstreme levevilkår, og samtidig har det været utroligt livsbekræftende at opleve de mennesker, der hver dag kæmper for at selv de mest udsatte skal have værdighed og en ordentlig hverdag.”

”Det har været en stor udfordring at udvikle et designmæssigt udtryk, der respekterer og matcher brugernes vekslende behov for ro og flygtighed og for privatliv og socialt mødested” siger Ib Laursen, arkitekt og ansvarlig partner på projektet.

En omfattede brugerproces for den rigtige balance mellem hårde og bløde værdier
For at få skabt et sted, som på den ene side lever op til brugernes behov for hjemlige og værdige rammer og på den anden side lever op til krav fra politi, myndigheder og personale om fx sikkerhed og tryghed, har det været nødvendigt med en omfattende inddragelsesproces. PLH har faciliteret processen gennem møder og workshops i byggeudvalget bestående af faglige ressourcepersoner fra Socialforvaltningen, Mændenes Hjem, lokalpoliti, Vesterbro Lokaludvalg, brugerrepræsentanter, Kødbyens driftsafdeling og Københavns Ejendomme.

”I et projekt som dette har det været vigtigt at opnå den helt rigtige balance mellem hårde og bløde værdier og de modsatrettede behov, som der kan være mellem de forskellige interessentgrupper” siger designansvarlig partner Lars Toksvig.

Ydre placering ses i relation til interessenterne
Med det mål at understøtte lokalområdets beboere og strofbrugeres færden side om side i fredelig sameksistens, skal etableringen af stofindtagelsen bidrage til at reducere stofrelaterede problemer på gadeplan. Stofindtagelsen er placeret på Vesterbro, hvor mange brugere befinder sig, og der er arbejdet med at skabe en både central og anonym placering, der er let tilgængelig – uden at der opstår for mange gener for beboere og andre, som færdes i nærområdet. I disponering og udformning af udearealerne er der taget hensyn til overskuelighed for politiet i forhold til ulovlig handel med stoffer – indblik til lokalerne fra naboer og forbipasserende er i videst mulige omfang undgået.