Oticon

R&D faciliteter i verdensklasse med et varieret og behageligt arbejdsmiljø med mange forskellige muligheder for at arbejde sammen og inspirere hinanden

Kategori

Interiør design

Sted

Smørum, Nordsjælland

År

2005

Status

Opført

Størrelse

18.500 m²

Kunde(r)

Oticon A/S

Hold

Jakon A/S, Carl Bro A/S, Schønherr Landskab KS

Arbejdspladser

500

Oprindeligt blev PLH bedt om at vælge møbler til de nyerhvervede produktionsfaciliteter, men det blev dog hurtigt klart for alle, at bygningen skulle igennem en omfattende transformation for at kunne leve op til Oticons vision. Oticons erfaring fra udviklingen af høreapparater havde indflydelse på processen i form af meget inspirerende og ambitiøse målsætninger. I løbet af seks intense måneder ombyggede, renoverede og indrettede PLH den eksisterende 18.500 m2 bygning, der oprindeligt var designet til produktion af computerchips, til et forsknings- og udviklingscenter i international klasse.

Med udgangspunkt i en inspirerende briefing fra Oticons fokusgruppe foreslog PLH en interaktiv procesplan, som havde til formål at optimere tid, kvalitet og økonomi. Indledningsvis blev visionerne for huset formuleret, delt op i parallelle planlægningsforløb for henholdsvis bygningsdesign og materialer, tekniske faciliteter, fælles faciliteter og inventar.

Kontaktperson
Paulette Christophersen
+ 45 2464 7133
psc@plh.dk

Den eksisterende 4-etagers produktionsbygning bestod af en hovedbygning og en kantinebygning samlet omkring to atrier. Den var hverken tænkt som en kontor- eller forskningsbygning og kunne derfor ikke leve op til de strenge akustiske krav. Gulve, lofter, tekniske systemer med videre gennemgik derfor en omfattende ombygning for at opgradere det akustiske miljø. Selve bygningens organisering blev ændret for at gøre den mere funktionel og dynamisk. Der blev etableret en ny, mere synlig hovedindgang, og der blev oprettet nye forbindelser, som skabte attraktive rum og sammenhænge. Blandt andet en café og en gårdhave ved sammenbygningen med den eksisterende kantine. Et af atrierne blev trukket helt ned til den nederste etage for at skabe en samlet aktivitetszone, som indeholdt stueplanens tekniske faciliteter og kælderplanens prototype workshop og laboratorier. På de øvrige etager omdannedes arealet mellem de to atrier til en åben, transparent innovationszone med caféer og forskellige muligheder for projektarbejde og idéudveksling.

PLH’s første besøg i Smørum satte gang i mange tanker omkring mødet mellem det lokale – det danske bakkelandskab med gravhøje og landsbyer – og det globale – Oticons internationale virksomhed, der opererer i mere end 25 lande, og har brugere over hele verden. Det blev starten på det arkitektoniske koncept for projektet, Local /Global – sidestillingen af grundens 103.000 m2 danske landskab med Oticons globale profil og sofistikerede teknologiske faciliteter. Konceptet blev guideline for fordeling af funktioner og zoner (Business og Pleasure), udvikling af Wayfinding Design og valg af inventar, materialer og stemninger.

For at fremme den kreative stemning og innovative tænkning blev der udviklet et globalt inspireret koncept for møderummene. De enkelte rum fik deres særlige karakter via grafik, lys og materialevariationer på gulve, vægge eller lofter. Konceptet var også en del af det overordnede Wayfinding Design, som skabte en logisk sammenhæng i de forskellige rums indretning / stemning og navngivning. Kælderrum med inspiration fra kontinenter og oceaner, rum i stueplan med inspiration fra lande, på 1. sal efter byer og på 2. sal efter destinationer i byer.

I dag kombinerer Oticons hus sofistikerede højteknologiske miljøer som lydstudier og prototype workshops med et varieret og behageligt arbejdsmiljø med mange forskellige muligheder for at arbejde sammen og inspirere hinanden til at udvikle de bedste produkter. De forskellige arbejdsmiljøer og mødesteder spænder fra storrumskontorer til innovations-øer, lounges og caféer. I stueetagen er der desuden et auditorium og et custom-made amfiteater til præsentationer og events.

Med Schønherr som landskabsarkitekter blev der lavet en ny ankomstvej til bygningen og parkeringspladsen blev udvidet, mens de resterende arealer blev bevaret som naturligt landskab.