Hospice Sydfyn

Forbedret hverdag for patienter, personale og pårørende

Kategori

Sundhed

Sted

Svendborg

År

2011

Status

Opført

Størrelse

1.900 m²

Kunde(r)

Den selvejende institution Hospice Sydfyn

Hold

BNS, Hundsbæk & Henriksen A/S og Land+

PLH vandt konkurrencen om et nyt Hospice i Svendborg. Det gennemgående tema i konkurrence forslaget var at skabe et hjemligt sted, hvor livet er nærværende og naturen en del af oplevelserne på hospicet. Projektets arkitektoniske idé er samtidig at optimere de funktionelle sammenhænge, som er vigtige for at skabe den gode hverdag for patienter, personale og pårørende. Ud over rummenes dimensioner og indretning menes der hermed også selve den umiddelbare oplevelse af et logisk og overskueligt hus, hvor man føler sig hjemme og hvor grænserne mellem de forskellige brugere kommunikeres naturligt via bygningens disponering og rummenes hierarki frem for skiltning.

Et hospice er ikke et hospital selv om mange elementer kan give patienterne associationer hertil. I projektets store og lille skala er disse elementer forsøgt fjernet eller sløret, og den landskabelige og arkitektoniske oplevelse er mere hjemlig – måske lidt som et refugium i naturen med smukke haverum, grønne facader og tage. Inde i bygningen signalerer variationerne i materialitet, inventar samt rum (loftshøjder, skrå lofter, ovenlys) en skala og kvalitet, som ikke kendes fra almindeligt institutionsbyggeri.

Kontaktperson
Lars Toksvig
+ 45 2720 0595
lt@plh.dk

Arkitektur, tre vinger
Naturens nærvær er projektets grundidé, hvilket ses i den store skala og helt ned i de mindre elementer som grønne tage og facader. Det gennemgående tema er at skabe et hjemlig sted, der ikke opleves som en institution.

Patientvingerne
Vingerne er disponeret med patientstuer og birum, der vender mod Sivskoven i syd, mens de rekreative rum og gæsteværelserne vender mod Sansehaven i nord. Patientstuerne er organiseret tre-og-tre, hvorved der dannes fire grupper, som forskyder sig let i forhold til hinanden. I mellemrummet mellem grupperne dannes en stor opholds-niche med egen terrasse.

Hospice Sydfyn blev i 2012 præmieret med Svendborg Kommunes arkitekturpris. Begrundelsen lød bl.a.:

”Her er et eksempel til efterfølgelse på hvordan man kan løse den såre svære opgave, at udforme en værdig ramme for medborgere, hvis tid blandt os er ved at rinde ud.”

”Bygningsanlægget fremstår som et helstøbt og smukt anlæg, der er nænsomt indpasset i den eksisterende natur. Bygningens konsekvente materialebrug understøtter på bedste vis formgivning og funktion, så denne både skiller sig ud fra gængs institutionsbyggeri, samtidig med at den falder smukt og naturligt ind i den omkringliggende natur.”

”Inde i bygningen træder naturen og landskabet ind i rummene og giver liv. Rummene føles lyse og venlige og de store hvide flader brydes flot af en enkel farvesætning, med malede felter og døre.”

Hjertet
Samlingen mellem de tre vinger er husets hjerte og omdrejningspunkt for aktiviteter og dagligt flow. Hjertet kan afskærmes fra resten af huset. Ved hovedindgangen er der umiddelbar kontakt til Modtagelsen, samtidig med at der er garderobe, toiletter og opholds / ventemuligheder.

Personalevingen
Denne vinge er personalets bagland med administration og servicefunktioner. Rummene er organiseret således, at alle kontorerne er østvendte med udsigt til for-pladsen, mens de tungere funktioner som køkken, omklædning, fjern-depot og teknikrum orienterer sig mod den mere private vest-side, hvor der også er vareindlevering.