Vi er videre til 2. fase af konkurrencen om Urbanplanen

Vi er meget glade for at vores team bestående af PLH, Primus, MASU Planning, Lemming & Eriksson og Everyday Studio er en af vinderne, som går videre til 2. fase af konkurrencen om 2. etape i revitaliseringen af Urbanplanen. Og vi ser frem til det videre tværfaglige samarbejde omkring sidste del af konkurrencen.

Urbanplanen – en levende by med kant, arkitektonisk kvalitet og social integration
Med udviklingen af hele Urbanplanen på Amager ønsker Københavns Kommune at udvikle en levende by med kant, arkitektonisk kvalitet og social integration – og en stor grad af borgerinddragelse, som kan gøre boligområdet til et sted brugerne tager til sig. I 2. etape skal området fornyes med blandt andet nye boliger, detailhandel, fritidsinstitutioner og renovering af Solvang Bibliotek.

Målet er et stærkt, dynamisk og sammenhængende byområde
Vores forslag tager udgangspunkt i strukturer, arkitektur og byrum, der skaber et stærkt, dynamisk og sammenhængende byområde i København – og som øger hverdagskvaliteten for beboerne i området. De nye tiltag skal forløse områdets potentiale til at blive et levende bykvarter som, både fysisk og socialt, spiller sammen med sine naboområder. Et kvarter, der danner ramme om mangfoldighed både blandt brugerne og udbud af aktiviteter og som kan samle alle aldersgrupper og etniciteter. Nye bebyggelser skal blande sig med eksisterende, så nye møder og fællesskaber kan opstå på tværs af eksisterende og nyt.