Rejsegilde på Bavnehøj Idrætsanlæg

Under overskriften “Fælles infrastruktur og sammenhængskraft for alle brugere“ har PLH Arkitekter netop gennemført en om- og tilbygning af Bavnehøj Idrætsanlæg. Bavnehøj er hjemsted for ca. 2.500 klubmedlemmer fordelt på syv forskellige idrætsgrene og -klubber samt det familiebaserede Bavnehøj Friluftsbad. I dag var der rejsegilde på byggeriets første fase, der består i en om- og tilbygning, som skaber mere fleksibilitet og større anvendelighed for brugerne i en hal, der har været presset på faciliteter. PLH har stået for gennemførelsen af omfattende brugerinddragelse, proceskoordinering og projekteringen af første fase.

Et generøst byggeri, der giver mere tilbage til brugerne
Ansvarlig partner hos PLH Lars Toksvig lagde i sin tale vægt på det vellykkede arbejde med at tilgodese alles behov i et frugtbart og intenst samarbejde med idrætsanlæggets klubber, Københavns Kommune og andre brugerrepræsentanter: Resultatet er et generøst byggeri, der giver mere tilbage til omgivelserne og dets brugere end først forventet. Pga. den gode proces og en optimal håndtering af resurserne får idrætsanlægget nu mere, end hvad vi først havde håbet på” sagde Lars Toksvig.

Byggeriets første fase har bl.a. omfattet en udvidelse af omklædningsfaciliteterne og administrationen – herunder bedre gennemgangsforhold fra indgang og foyer og ud til fodboldbanerne. Første fase har også resulteret i flere forbedringer end først forventet – fx. en helt ny tagterrasse, der kan bruges af badegæster som et øvre, tilbagetrukket soldæk som supplement til friluftsbadets arealer. Den nye trappe, der fører op til solterrassen, er ideelt til at sidde og holde øje med bassinet. Terrassen vil samtidig kunne tiltrække en ny type brugere, der fx ønsker at dyrke yoga, udendørs styrketræning, babymotion, fitness mm. Lars Toksvig sluttede sin tale af med at takke alle involverede parter – herunder Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning, Byggeri København, Lyngkilde, Cubic Group, ELINDCO og ikke mindst håndværkerne.

”Resultatet er et generøst byggeri, der giver mere tilbage til omgivelserne og dets brugere end først forventet. Pga. den gode proces og en optimal håndtering af resurserne får idrætsanlægget nu mere, end hvad vi først havde håbet på” 
- Lars Toksvig.

Overborgmesteren: ”Det er klubbernes fest”
Overborgmester Frank Jensen og kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen var til stede som repræsentanter for bygherre, Byggeri København. Begge takkede PLH Arkitekter samt underrådgivere for at have leveret et godt og langtidsholdbart byggeri, der både holder på pris og tid. Overborgmesteren lagde især vægt på, at i dag primært er klubbernes fest: ”Vi bygger fordi, der er stor aktivitet i foreningsidrætten, og det er afgørende for de mange forskelligartede brugere i foreningsidrætten at have de rigtige faciliteter. I København har vi investeret 1.6 mia dkk til udbygning af de idrætsfaciliteter vi allerede har, og det gør vi fordi foreningsidrætten skaber store vigtige fællesskaber.” Kultur- og Fritidsborgmesteren ville gerne rose arkitekterne og glæde sig over de forbedrede rammer for de 2500 foreningsaktive i Bavnehøjhallen: ”Københavnerne fortjener det”, sagde han.

Stærkt sammenhold hos de 7 idrætsklubber
Idrætsanlæggets 7 bruger-klubber har en fælles vision, som går på tværs af særinteresser og vidner om et stærkt samarbejde mellem håndbold, fodbold, volley ball, vægtløftning og kampsportsforeninger. Klubberne er Ajax København, håndbold, Boldklubben Vestia, fodbold, Chin-Gu Full Contact, kick-boxing, Studenter Settlementet’s Boldklub, Enghave Volleyball Klub, Valby IK, boksning, Atletklubben Gotha, vægtløftning, Bavnehøj Friluftsbad, Team Bade og Senior Idræt.